Er du ledig og klar til at tage din faglige udvikling til næste niveau med et kursus eller en uddannelse? Så kan du med fordel kigge i retning af 6 ugers jobrettet uddannelse.
6 ugers jobrettet uddannelse er også kendt som 'den landsdækkende positivliste' eller 'den nationale positivliste'. Som ledig kan dette være din vej til nye kompetencer og kvalifikationer, der efterspørges af arbejdsmarkedet.
Gennem positivlisten får du adgang til et bredt udvalg af kurser og uddannelser, der er skræddersyet til arbejdsmarkedets behov – og det bedste af det hele er, at kurserne er gratis for dig som dagpengemodtager.
Hvis du gerne vil have overblik over dine muligheder og lære, hvordan du bedst kan udnytte de tilbud, der findes for ledige, så læs videre og få en komplet guide til, hvordan den landsdækkende positivliste fungerer.
💡 Hvad er den landsdækkende positivliste?
Den landsdækkende positivliste er en opgørelse over godkendte kurser og uddannelser, der giver ledige mulighed for at opkvalificere sig inden for brancher, hvor der er efterspørgsel på arbejdskraft.
Listen er en vigtig del af det danske beskæftigelsessystem og er tilknyttet ordningen om 6 ugers jobrettet uddannelse, som er et tilbud til ledige om at tage kortvarige uddannelsesforløb.
Den landsdækkende positivliste for seks ugers jobrettet uddannelse er udarbejdet af Beskæftigelsesministeriet i samarbejde med Undervisningsministeriet samt Uddannelses- og Forskningsministeriet. Deres opgave er at sikre, at kurserne på positivlisten opfylder følgende:
- De faglige kompetencer og kvalifikationer, som kurserne sigter at udvikle hos kursisten, skal efterspørges af arbejdsmarkedet.
- Kurserne på positivlisten skal have et konkret jobfokus og opkvalificere til en bestemt jobfunktion.
Målet med den landsdækkende positivliste er dermed at give dig som ledig de nødvendige kompetencer, så du bedre kan matche og imødekomme de aktuelle behov på arbejdsmarkedet.
Listen revideres løbende, så den afspejler de fagområder, hvor virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft. Den seneste opdatering af positivlisten 2024 indeholder blandt andet en bred vifte af kurser inden for blandt andet IT, sundhed og byggebranchen. Positivlisten 2024 kan ses her.
Hvem kan tage kurser via den landsdækkende positivliste?
Seks ugers jobrettet uddannelse er en ret for dagpengemodtagere og fleksjobvisiterede med færrest faglige kompetencer. Dog er denne positivliste rettet mod ledige, der opfylder visse kriterier. Den landsdækkende positivliste er nemlig tiltænkt ledige, der:
- er faglærte og ufaglærte
- har en kort videregående uddannelse (KVU), og samtidig har en erhvervsfaglig uddannelse
- har været ledige i minimum 5 uger.
Hvis du er ledig og er inden for målgruppen, kan du løbende tilmelde dig kurser inden for en erhvervsgruppe, som fremgår af den landsdækkende positivliste for seks ugers jobrettet uddannelse. Kurserne kan samlet set vare op til seks uger.
Som fleksjobvisiteret kan du dermed også gøre brug af den landsdækkende positivliste. Men selvom det er en ret for dagpengemodtagere såvel som fleksjobvisiterede, skal du henvende dig til dit jobcenter eller a-kasse, som kan vejlede dig om dine muligheder og rettigheder.
Hvis du er under 25 år, skal din seks ugers jobrettede uddannelse være gennemført inden for de første seks måneders ledighed. For personer på 25 år eller derover, skal dit forløb være afsluttet inden for de første ni måneders ledighed.
Hvordan søger man om kurser på den landsdækkende positivliste?
Hvis du har fundet et kursus på den landsdækkende positivliste, som passer lige ind i dine ambitioner og karrieredrømme, og gerne vil tilmelde dig det pågældende kursus, skal du udfylde blanket AR237.
Efter den lette ansøgningsproces vil din *a-kasse beslutte, om de kan bevilge dig kurset. Hvis din ansøgning bliver godkendt, kan du tilmelde dig forløbet og begynde din seks ugers jobrettet uddannelse. Du vil fortsat modtage dagpenge under kurset, og det vil være gratis for dig som ledig.
*Jobcenteret træffer afgørelse om seks ugers jobrettet uddannelse for fleksjobvisiterede.
Fordele ved den landsdækkende positivliste
Den landsdækkende positivliste for seks ugers jobrettet uddannelse er dermed en god mulighed for dig som ledig, hvis du gerne vil forbedre dine muligheder på arbejdsmarkedet.
Idet kurserne på positivlisten er udvalgt på baggrund af arbejdsmarkedets behov, får du som ledig en bedre chance for at komme ud i job, da du bliver uddannet inden for efterspurgte fagområder.
Hvis du ikke falder under målgruppen for Den landsdækkende positivliste for seks ugers jobrettet uddannelse, kan du i stedet have mulighed for at finde din opkvalificering via Den regionale positivliste.
Læs mere om Den regionale positivliste og dine muligheder her